Transport til og fra skolen

Farlige trafikforhold foran skolen

I takt med at skolen er vokset gennem de seneste år, er trafikken også intensiveret foran skolen. Bilerne kører stadig stærkt forbi skolen på trods af vejbumpene, og mange forældre henter og bringer deres børn i bil. Dette betyder desværre, at der kan opstå farlige situationer om morgenen, når eleverne møder, og om eftermiddagen, når eleverne får fri fra skole. Bestyrelsen arbejder løbende på at løse problemerne og modtager gerne ideer og input fra jer.

 

Bestyrelsen har i 2018 fået gennemført følgende tiltag for at forbedre parkerings- og trafikforholdene:

• Der er lavet standsnings- og parkeringsforbud på den modsatte side af vejen.
• Der er etableret en stor parkeringsplads bag skolen til skolens forældre og personale. På denne måde blokerer vi ikke for børnehavens pladser, og man behøver ikke at gå langs den trafikerede vej.
• Kommunen har etableret Kiss & Go- afsætningsbaner foran skolen, så det nu ikke længere er muligt at parkere foran skolen. På denne måde undgår vi at biler bakker ud i trafikken, og der opstår ikke på samme måde trafikprop i “myldretiden” .
• Der er etableret en flisesti foran naboen, så man kan gå mere sikkert hen til skolen fra børnehavens parkeringsplads.

 

Afsætning og afhentning i bil

Hvis du kommer i bil og henter og/eller bringer børn, bedes du overholde følgende:

Benyt Kiss & Go-banerne foran skolen. HUSK at køre helt frem, så du ikke spærrer busbanen. HUSK at køre ud til en af siderne, så begge baner kan benyttes.
HUSK at du ikke må holde at vente, men kun sætte af og på.

• Kør IKKE ind i busbanen på noget tidspunkt på dagen (Færdselsloven)
• Hold IKKE i vejkanten overfor skolen. Dels er det ulovligt, dels er farligt for børnene at krydse den stærkt trafikerede vej, og dels skaber det farlige situationer for de øvrige biler, da det spærrer for den ene vejbane.
• Vent evt. med at hente jeres børn, til det værste pres er overstået, når busserne er kørt omkring 10 minutter over hel om eftermiddagen.
Bak op om skolens regler – de er ikke lavet for at genere jer, men for at passe på jeres børn! HUSK at jeres børn jævnligt hører om vores trafikregler på skolen, og at vi ofte siger det, hvis nogen overtræder dem. I sætter derfor jeres børn i et ubehageligt loyalitetsdilemma, hvis I vælger at overtræde reglerne, og undergraver desuden skolens autoritet.

 

Bus

For elever der kommer til og fra skole med bus gælder følgende:

• Man skal vente stille og roligt. Alle former for leg og løb er forbudt på busstoppestedet, da det kan give farlige situationer i forhold til trafikken
• Cykler, løbehjul, skateboards, rulleskøjter og rullesko må ikke benyttes på busstoppestedet
• Ingen elever må opholde sig på helle-anlægget før busvagten giver lov
• Trin 1 venter indenfor lågen
• Der er voksne busvagter om eftermiddagen for at sørge for elevernes sikkerhed. Det forventes, at eleverne retter sig efter busvagternes henstillinger
• Det forventes, at eleverne udviser en god opførsel i de offentlige transportmidler, når de kører til og fra skolen. Dels repræsenterer eleverne skolen, når de tager til og fra skole, og dels skal det være trygt og rart for alle skolens elever, at tage til og fra skole med offentlig transport.
• Der går offentlig bustransport direkte til skolen, og ringetiderne er afpasset bustiderne. Link til Rejseplanen ligger længere nede på siden.
• Der er mulighed for at søge tilskud til dækning af jeres børn transportudgifter til skole, læs mere om dette andetsteds i dette hæfte

 

Andet:

• Hvis jeres børn cykler i skole, bedes I snakke med dem om, at de skal køre helt hen foran skolen og stoppe helt op i vejkanten, inden de krydser vejen
HUSK at lukke lågen, så bolde ikke triller ud på vejen efterfulgt af et barn
• Cykler, løbehjul og skateboards skal parkeres i cykelskuret
• Rulleskøjter og rullesko må ikke benyttes indendørs, så husk at give jeres børn skiftesko med 5

 

Tilskud til transportudgifter

• Det er muligt at søge tilskud til dækning af udgifter til transport til skole. I skal selv købe buskort/rejsekort til jeres børn og gemme dokumentationen, som afleveres på kontoret i december og juni.
• Tilskuddet dækker ikke hele udgiften, så forældre skal forvente at betale størsteparten af transporten selv.
• Tilskuddet vil afhænge af, hvor mange børn der ansøger om buskort og hvor mange km jeres barn/børn har til skole.
• Det er Fordelingssekretariatet der måler km og godkender ansøgningerne. Vi overfører det tildelte tilskud for første halvdel af skoleåret i januar og anden halvdel i juni. 13