Elever kan indskrives i skole og FRI hele året. Indskrivning foregår efter besøg på skolen med rundvisning og samtale med skoleleder. Forældre har to uger efter skolestart, inden de forpligter sig til endelig indmeldelse af eleven.
Der er som udgangspunkt ingen prøvetid inden en elevs endelige optagelse på skolen, men skolen vil i de fleste tilfælde forbeholde sig ret til at kontakte barnets nuværende skole eller børnehave for at sikre sig, at skolen er i stand til at varetage elevens pædagogiske og sociale behov. Skolen kan i særlige tilfælde vælge at aftale en prøveperiode for at sikre, at Bregninge-Bjergsted Friskole er det rette sted for den pågældende elev.
På flere årgange er der i øjeblikket venteliste. Der er ikke i skolens værdigrundlag fastsat et maksimum for antallet af elever i de enkelte klasser. Vi tilstræber at have harmoniske grupper mht. køn, trivsel og faglige og sociale kompetencer. Personalet vurderer i hvert enkelt tilfælde, om en klasse kan optage nye elever og hvem der kan optages, ud fra hvordan klassen er sammensat og fungerer på det givne tidspunkt.
Indskrivning til 0. klasse:
• Det er muligt at indskrive elever til kommende 0. klasse, så tidligt forældrene måtte ønske dette.
• Forældre til elever, der er indskrevet til kommende 0. klasse, vil blive kontaktet af skolen i efteråret forud for barnets skolestart.
• Skolen ønsker at kontakte børnehaven i god tid forud for skolestarten for at afklare, om barnet har særlige behov, som der skal tages hensyn til, og hvorvidt skolen er i stand til dette.
• Der betales et indmeldingsgebyr på 750 kr. ved indmeldingen. Såfremt forældrene senere vælger at barnet ikke skal gå hos os, gives indmeldingsgebyret ikke tilbage. Såfremt skolen må konkludere, at det ikke er i stand til at optage barnet pga. særlige behov, får forældrene indmeldingsgebyret tilbage.
• Kommende 0.kl. starter på fuld tid i førskole d. 1. maj hvert år.